BEVÆG – en sundheds- og idrætsfestival

Indlæser Begivenheder

BEVÆG – en sundheds- og idrætsfestival

1. september

Havneparken | Vestre Havneplads 5 , 4400 Kalundborg, Danmark
 

Stor festival om idræt og sundhed med deltagende foreninger og behandlere fra hele Kalundborg Kommune.
Skal din forening eller dit behandlingssted deltage, så meld dig til her inden 31/4/18: www.kalundborg.dk/bevæg

 

BEVÆG er en sammenlægning af en idrætsfestival og en sundhedsmesse. I stedet for at lave to mindre festivaler, laves der med BEVÆG et stort arrangement, hvor alle aktiviteter og tilbud bliver samlet. I 2016 blev den første fælles festival afholdt med succes, hvor mere end 70 aktører deltog og var med til at skabe liv og aktivitet i Kalundborg by.
BEVÆG vil i 2018 foregå udendørs omkring Kordilgade, Skibbrogade og Havneparken i Kalundborg. Her kan alle komme og opleve de mange foreningers aktiviteter og tilbud på nært hold.

 

Festivallen er et samarbejde mellem Ældre- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Til festivalen er der udover sundhed og idræt også fokus på fællesskab og samvær, og det at mødes med andre. Tanken er, at borgere i Kalundborg Kommune får mulighed for at få indblik i de mange tilbud og muligheder, der er for at leve et sundt og aktivt liv.

Foreningskonsulent i Kultur & Fritid, Anders Hørberg, har store forventninger til foreningernes deltagelse i festivallen.
“Vi har over 100 idrætsforeninger i Kalundborg Kommune og de tilbyder al verdens forskellige former for bevægelse, så vi håber selvfølgelig at kunne inspirere publikum, både med de klassiske sportsgrene og de mindre kendte.
Sundheds- og Idrætsfestivallen BEVÆG vil komme til at ligge sig i rækken af flere sports- og idrætsarrangementer i Kalundborg i 2018, hvor vi gerne vil sætte fokus på netop idræt, bevægelse og sundhed.
Vi håber derfor både at mange af kommunens idrætsforeninger vil stille op og vise deres aktiviteter og forening frem, og selvfølgelig at endnu flere Kalundborgensere kommer forbi d. 1. september.”

Og der er plads til alle foreninger på festivallen, fortæller frivillighedskonsulent, Susanne Bach Rasmussen.
“Vi håber at få alle typer af foreninger til at deltage på festivallen. Jeg møder mange foreninger, der fortæller at de gerne vil have flere deltagere til deres aktiviteter eller til deres arrangementer. BEVÆG er en rigtig god mulighed for at foreningerne kan komme ud og vise hvad de kan.”

Foreningerne er ikke de eneste der kan deltage på BEVÆG. Behandlere på sundhedsområdet, godkendte alternative behandlere og sundhedsområdet i Kalundborg kommune er også repræsenteret på dagen.
Sundhedskonsulent Jytte Larsen fortæller, at der ved de tidligere afholdte sundhedsmesser for eksempel har været kø til at få tjekket fødderne hos fodterapeuterne eller til at få lavet en konditest. Med BEVÆG kommer alle de gode tilbud ud til borgerne, og fordelen ved at holde festivalen udendørs er, at det bliver nemt få kontakt til folk, der alligevel er i byen for at handle, som ellers ikke ville have besøgt en sundheds- og idrætsfestival.

Du kan læse mere om BEVÆG på www.kalundborg.dk/bevæg hvor du også kan tilmelde dig. Tilmelding senest d. 20. marts 2018.

Yderligere information kan fås via mail bevaeg@kalundborg.dk eller på tlf. 24902112 el. 59535317.


Facebook kommentarer